Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2006
5 succeser
Søndag Aften oplister de 5 største succeser for den borgerlige regerings første 5 år.
Det er ikke ved at læse regeringsprogrammer, man når frem til hvilke dele af regeringens politik der vil blive beskrevet i historiebøgerne. Og selv om historiebøger i øvrigt bedst skrives på afstand af begivenhederne, forsøger vi med bud på, hvilke 5 områder der bedst er lykkedes for VK-regeringen under Brian Mikkelsens tid som kulturminister.
1. Kunstrådet
Tankerne om etablering af et Kunstråd, som fusion blandt mange faglige råd og nævn, blev undfanget under Brian Mikkelsens radikale forgænger. Men han gennemførte tanken. Og det har på mange måder vist sig som en succes, både for fastholdelse af de faglige kvaliteter, for tværfagligt arbejde og for kulturpolitisk initiativkraft.
Der er fortsat mange stemmer som kritiserer dannelsen af Kunstrådet og den administrative paralell i form af Kunststyrelsen. Især Kunststyrelsen fremstilles hyppigt som et bureaukratisk og kunstfjendtligt dyr. De kritiske stemmer ser dog ud til at fade ud efterhånden som flere og flere kunstnere går om ad Kunststyrelsens lokaler.
Etableringen af Kunstrådet blev i høj grad præsenteret som en del af strategien med at nedlægge råd og nævn, at "fjerne fedtlaget". Det væsentlige har snarere været, at man gennem Kunstrådet fik samlet en kompetent og stærk gruppe til at varetage kunststøtten og samtidigt til at agere anderledes kulturpolitisk og strategisk end man kendte det fra tidligere råd og nævn. Kunstrådet har muskler.
Det samme kan i høj grad siges om Kunststyrelsen. Og for både råd og styrelse gælder det problem, at disse muskler kan være så stærke, at det kan være svært at trænge igennem ad de mere skæve veje for de mere skæve kunstnere. Både råd og styrelse arbejder i så høj grad ud fra definerede mål og rammer, at det er blevet mere vanskeligt at træde udenfor disse.
For kulturministeren er det en væsentlig fordel, at langt færre problematiske sager havner på hans bord - og at han har langt mere kompetente medspillere i Kunstråd og Kunststyrelse end han havde i de tidligere mere opsplittede råd, som kun modvilligt forholdt sig til Kulturministeriets strategiske meldinger.
2. Gratis museumsentré
Det fremstod som en kanin der pludselig røg op af hatten, da Brian Mikkelsen kom ind i valgkampen 2005
med løftet om gratis entré på museerne. Enhedslisten blev overhalet venstre om og alle partier stod målløse ved løftet. Det blev overordentligt svært for oppositionen at fastholde billederne fra de voldsomme nedskæringer i Brian Mikkelsens første år.
Det mest forbavsende var måske, at Brian Mikkelsen havde styrke til rent faktisk at gennemføre løftet. Og at det både indebar fri entré og en række forbedringer af museernes formidlingsarbejde. Derved står museumsinitiativet som et helt klart resultat ud fra den traditionelle konservative ideologiske markering af kulturarven.
3. Kulturkanonen
En kollektiv selskabsleg for hele landet. Der blev grinet, rystet på hovedet og protesteret. Anti-liberalistisk statsligt smagsdommeri. Men kulturkanonens iboende opfordring til debat, gav blot ministeren bekræftelse på bekræftelse.
Hvis 90'erne var dogmetid, blev 00'erne kanontid. Og sjældent har kunst været diskuteret blandt så mange. Virkeliggjort folkeoplysning ud fra konservative idealer. Og selvfølgelig igen med fokus på kulturarven.
4. Anti-doping
Mange politikere har forsøgt at tage billige point ved at klistre sig op ad idrættens populære helte. Brian Mikkelsen er ikke nogen undtagelse. Men særligt på et område har han formået at tage faklen og bringe den sejrrigt videre, kampen imod doping.
Det er et idrætspolitisk område, hvor det er næsten umuligt at finde uenigheder. Ministerens engagement og aggressivitet overfor idrættens laden-stå-til organisationer har bragt ham i front internationalt, hvilket ikke var en selvfølge da han trådte til. Samtidig har han gennem profileringen af anti-dopingarbejdet kunnet fremhæve en klassisk konservativ nul-tolerence politik.
På dette område vil Brian Mikkelsen kunne vælge at fortsætte en civil karriere, når ministertiden en dag er forbi.
5. Samarbejde
Dat gik givetvis for hurtigt i det første 1-1½ år for Brian Mikkelsen. Og der var en for tydelig glæde ved at magten var skiftet, flertallet skulle markeres, nu skulle den borgerlige linje vises fuldt ud. Typisk i begyndelsen markeret som et endeligt brud med 40 års socialdemokratisk kulturdominans. Dette blev sagt uden smålig skelen til, at de konservative selv havde haft et par kulturminister indenfor de sidste tyve år og i øvrigt været med i regering i 10 af de seneste 20 år.
Efter nogle alvorlige lussinger i den indledende periode, har Brian Mikkelsen bestræbt sig på politisk brede samarbejder. Langt bredere end regeringen i øvrigt. Og slet ikke med samme forligsmonopol til Dansk Folkeparti. Uanset snævre finanslove, har Brian Mikkelsen formået at få brede finanslovsaftaler med oppositionen. Dette har givet en kulturpolitisk konsensus, som kun få kunne forestille sig efter Brian Mikkelsens første halve år. Der er fortsat en meget stor gruppe blandt kulturengagerede, som er stærkt negative overfor ministeren. Kendte disse de faktiske forlig, ville mange have svært ved at pege på et kulturpolitisk alternativ.
Finanslovsaftalen for 2007 bryder dog med dette mønster. Der var ikke den sædvanlige kulturpolitiske velvilje hos Dansk Folkeparti og Venstre, i stedet har vi en klart svækket kulturminister. Der blev kun plads til kulturpolitiske småaftaler. Oppositionen står igen fri og uden loyalitetsbindinger. Til Brian Mikkelsens ærgrelse.
